Medlemmer af Hyllingeriis Kystbeskyttelseslag - og dermed også bidragydere, indtil lånet er betalt tilbage - er alle de grund- og husejere, som har gavn af projektet. Det gør sig gældende for hovedparten af grundene ved fjorden, men nogle relativt få er ikke medlemmer, fordi deres grunde ligger sådan, at de ikke er udsat for risiko.
Oversigten over medlemmer og bidrag kan ses på dette link.
For at lette forståelsen betyder det, at de matrikler, der skal betale 3 parter (de ubebyggede grunde) får en udgift på 3 x 650 kroner svarende til 1.950 kroner årligt eller 162,50 kroner om måneden, mens de matrikler, der skal betale 10 parter, får en udgift på 10 x 650 kroner svarende til 6.500 kroner årligt eller 541,67 kroner om måneden. Bidragene opkræves via ejendomsskattebilletten. Novafos og Radius skal også betale, henholdsvis 1 og 18 parter, og som det ses af den sidste side i oversigten over bidragsydere, er vi dermed 176 grundejere samt to virksomheder og en såkaldt vejmatrikel, der skal betale - altså i alt 179 bidragydere med tilsammen 1.555,5 parter, hvilket vil indbringe et samlet årligt bidrag på 1.011.075 kroner.
Efter, at byggeriet af diget nu er helt afsluttet, er vores byggekredit blevet konverteret til et realkreditlån. Det ender på 17,1 mio. kr., og gældsbrevet kan ses på dette link. Som det fremgår, skal vi afdrage næsten 985.000 kr. om året frem til juni 2051, hvor gælden vil være betalt. Om det fortsat kommer til at koste hvert medlem 650 kr. pr. part, vil blandt andet afhænge af, om nogle af de 31 matrikler, der i dag er ubebyggede (og foreløbig kun betaler tre parter), på et tidspunkt bliver bebyggede og dermed kommer til at betale 10 parter. Så bliver vi flere om at afdrage, og hver enkelt af os skal derfor betale lidt mindre.